“Der er altid en sol et sted. Man skal bare finde den.”

Alan blev en del af Crowne Plaza Copenhagen Towers før hotellet overhovedet fandtes. COP15 stod lige for døren, mere end 800 gæster var på vej, og det nye hotel skulle finde sine ben i rekordfart. For Alan lød det som en stor udfordring, men også som præcis den slags udfordring, han gerne ville være en del af.

Mere end 15 år senere er han her stadig. Men spørger man Alan, handler det ikke om hotellet, men om menneskene.

"Jeg kunne godt lide udfordringen fra starten," fortæller han: "Men det, der har fået mig til at blive, er folkene."

Alan er ikke typen, der bruger meget tid på titler. Når han fortæller om sit arbejdsliv, vender samtalen hurtigt tilbage til kollegerne, gæsterne og lederne omkring ham. Det er ikke tilfældigt.

Som barn oplevede Alan både krig og flugt. Erfaringer, der stadig præger hans syn på livet i dag.

"Jeg har været igennem meget i mit liv," siger han: "Derfor prøver jeg altid at kigge positivt på i morgen. Der er altid lys et sted. Man skal bare finde solen."

Måske er det også derfor, han lægger så stor vægt på fællesskab.

På Crowne Plaza oplever han en arbejdsplads, hvor mennesker bliver mødt som mennesker. Hvor ledere tager sig tid. Hvor medarbejdere ikke bliver målt på deres fejl, men på deres styrker.

"De kigger på, hvad du er god til," fortæller Alan: "Hvis der er noget, du ikke kan, så hjælper de dig med at lære det."

Han nævner flere gange episoder, hvor ledere og kolleger har taget sig tid til at lære ham nye ting, støtte ham eller skabe plads til familielivet.

"Min familie kommer først," siger han. "Og det ved de godt. Hvis min søn har brug for mig, så finder vi en løsning."

For Alan er det ikke bare god ledelse. Det er tillid. Og tillid skaber loyalitet.

Når man hører Alan fortælle om sin hverdag, bliver det hurtigt tydeligt, at Crowne Plaza for ham er mere end en arbejdsplads. Det er et fællesskab.

Han taler otte sprog og bruger dem ofte til at hjælpe gæster fra hele verden med at føle sig velkomne. Han tager unge med minoritetsbaggrund på besøg på hotellet for at vise dem mulighederne på arbejdsmarkedet. Og han bruger en stor del af sin energi på at samle kolleger på tværs af kulturer, aldre og baggrunde.

"Vi kommer fra hele verden," siger han: "Men her er vi én familie."

Det er et ord, der går igen flere gange i løbet af samtalen; familie.

Ikke i den forstand, at alle er ens. Tværtimod.

Alan fortæller om kolleger fra forskellige lande, forskellige kulturer og forskellige livssituationer. Han fortæller om misforståelser, der bliver løst gennem dialog. Om mennesker, der lærer hinanden at kende. Og om ledere, der insisterer på at samle folk omkring samme bord.

"Når folk lærer hinanden at kende, opdager de som regel, at de har meget mere til fælles, end de troede."

For Alan er det netop dét, der gør forskellen. Ikke bygningen. Ikke konferencerne. Ikke hotellet. Men de mennesker, der møder ind hver dag og får det hele til at fungere.

"Man skal nyde at være på arbejde," siger han. "Vi bruger så mange timer sammen. Hvorfor skulle vi ikke have det godt med hinanden?"

Efter mere end 15 år er hans syn på arbejdslivet stadig det samme.

Arbejde handler om mennesker. Resten kan man lære.

Og skulle solen forsvinde for en stund, så er Alan ikke i tvivl om, hvad man gør.

"Så finder man den igen."