Gå til primært indhold Gå til footer indhold

Ring til os +45 32 52 88 11

”Jeg moderniserer for at inkludere, ikke for at imponere”

  1. Forside
  2. Om Bellagroup
  3. Mennesker
  4. Anders Egon Hansen

“Jeg har lært, at det sværeste i et hus som det her ikke er logistikken. Det er at sikre, at folk ved hvorfor - ikke bare hvad," siger Anders Egon Hansen. Han siger det nøgternt. Ikke som kritik, men som en præcis beskrivelse af den virkelighed, han har arbejdet i de seneste fire år som assisterende produktionschef i Bella – og som han i dag er med til at udvikle indefra.

Anders kommer med en lang baggrund som selvstændig inden for IT og forretningsudvikling. Men midt i arbejdslivet rammer han panden mod muren og har brug for omstilling. Så han gør noget helt andet.

Han tager arbejde på et bosted for unge med diagnoser. Det, der skulle have været et kort pusterum, ender med at vare fire år. Her bliver han kontaktperson for fem unge mennesker, og arbejdet er langt fra systemer, KPI’er og deadlines. Det handler om relationer, forudsigelighed, tydelig kommunikation og om at aflæse mennesker, der reagerer forskelligt på pres, forandringer og uforudsigelighed.

“Jeg lærte enormt meget om mennesker – og om mig selv,” fortæller han.

Den erfaring har han taget direkte med sig ind i Bella Center.

“Jeg er helt allergisk over for den tomme ‘godt gået’. Jeg vil hellere forklare, hvorfor noget var godt.”

Da Anders starter i produktionen, lægger han hurtigt mærke til arbejdets kontinuitet. Det ene event afløser det næste. Tempoet er højt, og kravene skifter hurtigt. For Anders var det ikke noget, der skulle problematiseres, men noget, der krævede tydeligere rammer.

“Hvis man kan se, at noget kan fungere bedre, så har man også et ansvar for at gøre noget ved det,” siger han.

Derfor er han med til at skabe nye strukturer i produktionen. Nye roller bliver etableret, ansvar fordelt tydeligere, og dialogen rykkes tidligere ind i processen. Ikke for at kontrollere, men for at skabe overblik, tryghed og bedre samarbejde. Det er samme greb, han kender fra arbejdet med unge: Klarhed skaber ro. Forståelse mindsker frustration.

“Den eneste vej frem er, at vi spiller hinanden stærkere på den viden, vi sidder med,” siger han.

Og Anders holder ikke viden tæt. Han deler den. Forklarer beslutninger. Giver kontekst. Ikke bare hvad der skal gøres, men hvorfor. Han ved, hvor meget usikkerhed kan vokse, hvis mennesker mangler forklaringer – og hvor meget der forsvinder, når de får dem.

Lige netop viden er et centralt emne i samtalen med Anders Egon og i et hus som Bella Center: “Det her hus er ekstremt personbåret. Viden ligger ikke i en manual – den ligger i mennesker.”

Man lærer ikke Bella ved at læse sig frem. Man lærer huset ved at tale med kollegerne. Ved at spørge. Ved at opsøge hinanden – også uden for sit eget faglige domæne. Det er sådan, Anders selv er blevet oplært. Og det er sådan, han arbejder for, at kulturen bliver båret videre.

Og trods han er fortaler for at bevare kulturen, er han drevet af udvikling og forbedring. Særligt arbejdet med digitalisering fylder meget i hans arbejde i dag. Men for Anders handler udvikling ikke om systemer for systemernes skyld. Det handler om adgang. Om at nå medarbejdere, der ikke sidder foran en computer. Om at gøre information og overblik tilgængeligt for flere – også dem, der arbejder på gulvet.

“Den eneste vej frem er, at vi spiller hinanden stærkere på den viden, vi sidder med.”

Han moderniserer for at inkludere, ikke for at imponere.

Målet om inklusion mærkes også i hans ledelse, der bygger på åbenhed og ærlig dialog. Udfordringer bliver taget i rummet, ikke i krogene. Anerkendelse er vigtig – men den skal være konkret.

“Jeg er helt allergisk over for den tomme ‘godt gået’. Jeg vil hellere forklare, hvorfor noget var godt,” siger han.

For ham er det i forklaringen, læringen ligger. Det er dér, mennesker udvikler sig, og teams bliver stærkere.

“Hvis man kan se, at noget kan fungere bedre, så har man også et ansvar for at gøre noget ved det.”

Anders ser noget, tager ejerskab og handler. Ikke for at optimere for sin egen skyld – men for at få hverdagen til at fungere bedre for andre. Og lige netop det mindset bringer han med sig fra et sted, hvor struktur, relationer og menneskelig forståelse ikke var et valg, men en nødvendighed.